Skab en afvekslende programrytme: Varier form og indhold

Gode møder er lidt ligesom god musik: Det skal swinge. Og det vil mødet gøre, når der er tænkt over variation, tempo, intensitet, eskalering, overraskelse og gentagelse i programplanlægningen.

 
Hold opmærksomheden

Den største udfordring på store møder er at holde folks opmærksomhed. Når et format gentages for mange gange, bliver folk trætte – hvad enten det er væg-til-væg-oplæg, eller et program læsset med aktiviteter. Byg derfor dit program op, så der skiftes mellem noget kendt og noget overraskende, mellem korte programpunkter og længere oplæg, praksisnært indhold og mere teoretiske perspektiver. Skift, så opmærksomheden skærpes – men ikke så meget, at du stresser deltagerne, fordi der sker for meget hele tiden.

 
Korte eller lange oplæg?

Det er meget oppe i tiden, at oplæg skal være korte fordi forskellige forskningsresultater viser, at maksimale opmærksomhedsperiode er alt fra 7-40 minutter. Men prøv at tænk over, at nogen gange kan en time føles som 10 minutter, og andre gange kan et minut føles som en evighed. Det er fordi, der er en forskel på oplevet tid og realtid. Anden forskning viser, at folks opfattelse af tid i høj grad er influeret af deres emotionelle tilstand – har man det sjovt, går tiden hurtigere. Det bragende gode oplæg fra den eminente foredragsholder kan derfor sagtens fastholde folk i en time. Den fuldendte mødeoplevelse kræver blot, at der sker noget helt andet bagefter.

 
Mærk efter

Prøv at lukke øjnene og forestil dig hvordan det vil være at være deltager i dit møde – gennemgå programpunkterne og mærk efter hele vejen igennem: Hvad har folk mon brug for nu? At få en pause? At grine? At tale med nogen? At sidde ned – eller at komme op og stå? Osv. Læg så din programkabale efter, hvordan du forestiller dig at folks kropslige behov og emotionelle tilstand tilgodeses bedst i løbet af dit møde.

This website uses cookies to ensure you get the best experience on our website.